Sydøen part 2

Vi ankom til Otago Peninsula halvøen lørdag ved middagstid. Først tog vi et stop ved Sandfly Bay, som nok var en strand men overhovedet ikke varm nok til bare at tage jakken af. Hernede gælder at jo længere sydpå man kommer, jo koldere er der. Vi tog en hike ned til stranden hvor vi så søløver og sæler helt naturligt. Det var rigtig fedt eftersom de var helt uforstyrret. 

Herefter kørte vi videre op mod toppen af halvøen hvor vi skulle besøge Penguin Place. De guløjede pingviner har kun koloni her på land og er megrt truet af blandt andet kaniner og rotter. Det var faktisk rigtig heldigt, de havde kun to rundvisninger om dagen og vi kom lige til den ene. Her skulle vi se den sjældne guldøjede pingvin. Centeret havde et hospital, hvor de passede skadede eller syge pingviner og satte dem ud igen når tiden var dertil.

Herefter blev vi ledt ind i forskellige stisystemer og nåede til forskellige udkigsposter/skjul. Vi så blandt andet et af kun tre par, der tidligere har fået unger. Vi prøvede derudover at spotte pingviner der kom hjem var fisketurerne i havet, men desværre ingen at se.

Det fik vi dog lov til at se helt oppe nordpå Otago Peninsula halvøen, hvor omkring halvtreds blå pingviner kom hjem ved solnedgang. Det er den mindste pingvinart og er kun 30 centimeter. Det var koldt og spændende at se hvordan det efter en bølge skyllede ud pludselig stod 20 små pingviner som efterfølgende løb så hurtigt de kunne på deres egen klodsede måde hen til deres unger.

Til aften var vi ude at spise i Dunedin i anledningen af det jo var Nicks rigtige fødselsdag i dag. Det forgik på en newzealandsk restaurant og vi fik bøffer, skaldyr, hvidvin og dessert. Det bliver da ikke mere lækkert.

Søndag morgrn vågnede vi op i Brighton, som er en lille forstad i Dunedin. Her var campersitet lige ud til vandet med bjerge i baggrunden. Der er sjældent bedre måder at vågne op på en til sådan en solopgang. Til formiddag kørte vi tilbage til centrum af Dunedin. Vi bidrog til New Zealands mest fotograferede bygning som er en gammel og flot togstation.

Længere inde i centrum besøgte vi katedralen. Inden vi så os om sad vi pludselig med til gudstjeneste med sanghæfter i hånden. De havde nadver og sang salmer ligesom os, men bad blandt andet også for Mellemøsten og se som er gået bort på samme dato som i dag. Meget uselvisk, hvilket jeg godt kunne lide. Lige efter ceremonien kom præsten hen til os på bagerste række og spurgte til os. Vi blev herefter inviteret på kaffe og the i gemakkerne. Det foregik nede i kælderen som bestemt ikke var fancy og kunne under ingen omstændigheder sammenlignes med kirkens udsmykning. Der var dog en utrolig venlig stemning og mange kom og spurgte til os mens vi var der. Der var ikke engang nogle kirkelige eller religiøse emner. Jeg var virkelig imponeret over deres venlige kirkekultur hernede, selvom det dog stadig ikke får mig til at være synderligt troende ;-)

Fra Dunedin brugte vi resten af søndagen til at køre tværs over sydøen til Milford Sound. Efter en lang køretur ankom vi til Fiorlandet. Milford Sound er et relativt primitivt område, hvor der hverken er signal eller 3G forbindelse og kun et meget dyrt campsite. Vi overnattede derfor en time derfra i Fiorlandet på et campsite. Mandag havde jeg booket et dyk i Milford Sound, men de andre skylle på cruise og hike. Hvad vi ikke lige tog højde for var at vejen til området var fuld af tunneller og hårnålesving og vi nåede frem til båden, der skulle tage mig med ud og dykke et par minutter før tid. Lettere stresset nåede vi heldigvis allesammen det hele. Dykkerturen startede med at sejle ud til første stop, Punguin Place tæt på det tasmanske hav. Milford Sound er et spøjst sted med en masse bjerge i baggrunden og en dal fyld af saltvand med et lag ferskvand ovenpå. Det er netop de her betingelser der gør Milford Sound attraktiv for dykkere, da sorte koraller vokser her i flæng. Mit første dyk var ikke super desværre. Jeg fik meget trykken for øret, som jeg ikke kunne udligne ligemeget hvor langt jeg gik op og pludselig var jeg tilbage i overfladen efter kun 23 minutter. Det ærgede mig helt vildt! Om det var  fordi jeg måske var lidt stresset stadig over køreturen eller lidt nervøs da det næsten var 2 år siden sidste "rigtige" dykkertur, kunne jeg ikke blive klog på. 

Efter vi blev fyldt op med suppe, kiks, småkager, chips og jeg ved ikke hvad, sejlede vi hen til et vandfald. Fra båden hoppede vi i vandet og svømmede hen til den lille ø og herfra var der en kort hike til vandfaldet. Den her tur var den eneste der tillod at man kunne komme helt en til vandfaldet, hvilket jeg synes var lidt sejt. 

Turen gik nu hen til næste dyk, som var Dale Green. Denne gang gik det heldigvis meget bedre med øret og jeg var nede i alle 40 minutter og følte mig meget mere tilpas imens. Det var så lækkert at være i igen! :-) Om aftenen havde jeg dog stadig ondt i øret, men efter en god nats søvm var der ingen problemer. 

Tirsdag morgen fortsatte vi turen til Queenstown, som er kendt for sine mange ekstreme attraktioner ;-)