Adventure is out there!

Nu er allerede 3,5 måned gået og jeg begriber simpelthen ikke at tiden er gået så forfærdeligt stærkt.  1 måned i Peru som frivillig, 2 ugers rundrejse i Ecuador, 1 måned som frivillig på Galapagos og 3,5 ugers roadtrip på Cuba er nu overstået.  Jeg har oplevet mere end jeg har turdet drømme om. Overskredet grænser i den grad. Den største oplevelse må være min allerførste dag i Peru. Efter næsten to døgns rejse med bil, fly, flere fly, taxa og båd ankommer jeg til et rent ud sagt mudderhul med skæve træhytter, som ikke har set skyggen af et rengøringsmiddel i flere måneder. Alle der render rundt er dækket i mudder fra top til tå og underligt nok, får jeg en følelse af at Taricaya i Peru var lige det jeg håbet på at opleve ved at melde mig som frivillig. Jeg blev vist rundt på dyrehospitalet, hvor der var aber, tapirer, myreslugere, katte lignende dyr og fugle. Jeg var sikker på det blev godt. Jeg var tilmed også så heldig at komme til at bo i hytte med to søde piger fra Tyskland

I Jabicoa indlogerede vi os på (endnu) et all-inclusive hotel fra fredag til søndag;-) Her viste sig at være nok den allerbedste buffet til dato! Med egen strand og et rigtig lækkert værelse (med balkon) er vi godt tilfredse. Det er ved at være Nadias sidste tid på Cuba, da hun allerede skal videre på mandag, så det skulle jo være godt. Og hold da op, hvor er det godt! Med to overnatninger i Jabicoa blev tiden brugt ved buffeten, stranden og ved poolen - som en rigtig charter ferie efter vores smag, hvor det største problem er, hvem der skal hente næste omgang ;-) om søndagen skulle vi videre, men en killing havde besluttet sig for at bosætte sig i motoren på bilen, så der gik da en lille times tid med at få den ud derfra. Vi endte med at tænde motoren og pludselig, uden nogen af os så den, var den i bilen ved siden af :-o Søndag den 1. juni var også dagen, hvor det var tid til at sige farvel til vores lille Geely Panda, som ellers har været så dygtig og trofast i løbet af

Tirsdag ankom vi til Varadero - turistbyen over dem alle. Her er spækket med hoteller, resorts og restauranter. Mindsteprisen for et okay dobbeltværelse var 42 CUC, hvilket er ret dyrt! Fra Trinidad kørte vi igennem Sancti Spiritus og herefter Santa Clara, hvor vi havde en overnatning. Santa Clara er kendt for at være meget frisindet - man ser mange homoseksuelle her og der er tilmed også barer, hvor der er drag shows, som det eneste sted på Cuba. Vi fik dog desværre ikke sådan et at se, eftersom det var virkelig svært at finde rundt i bil. Alle veje var ensrettede, så den vej man kom ad, kunne man selvfølgelig ikke komme tilbage ad.  Tirsdag morgen efter en overnatning i byen højeste bygning på hele 10 etager, ville vi for første gang besøge en fabrik, hvor de lavede cigarer. Indtil videre, havde vi kun set private lave dem. Et held at vi fandt dertil med bilen, men da vi kom ind, skulle vi selvfølgelig ikke komme ind, da vi skulle have afleveret en billet købt at et turbureau 7

I dag besøgte vi Trinidad, byen der lagde sig til at sove i 1800-tallet. Og det kan ses! Gamle huse og hestevogne der ikke har set en pensel siden har dog sin charme. Få rigtige butikker, ellers sker tingene på de lokale markeder. Få biler og hasarderet hestevogns - og cykeltaxa kørsel.  Vi startede med en god hike til El Cubacan, som var en sø i en grotte. Her kunne man svømme og snorkle. På vejen dertil så vi bier, der havde lavet honning ligesom istapper på klippevæggen, flere baremuligheder og næsten, jeg siger næsten, regnskovslignende forhold. Vi kørte rundt i Trinidads små hyggelige gader, som alle var ensrettede - fandt vi ud af.. Vi fik en lækker lille pizza til frokost og senere en stor is ;-) Der er faktisk ikke rigtig andet is end de bøtter jeg talte om, så dette var et fund! Ægte kugle-is med alle mulige smage. Mums! Vi gik rundt på markederne og til vores overraskelse var Trinidad noget mindre og mere overskuelig end vi havde regnet med. Vi kørte derefter

Efter at have nydt den sidste tid ved poolen (indtil tjek ud klokken 12) på ALL-inclusiv resortet i Playa Giron, kørte vi videre til Cienfuegos. Byen, som er ret stor skulle være kendt for dens pæne bygninger, mange museer og shoppemuligheder. Første og sidste kan i den grad bekræftes.. Først besøgte vi Punta Gorda i Cienfuegos. Byen er som formet i en spids ud mod vandet og det er altså det, som kaldes Punta Gorda. Her var der anrettet en mindre park med havudsigt. Smukt!  Vi kom igennem shoppegaden rimelig smertefrit. Vi købte 1 ting hver faktisk. Og vores nye yndlingsis: en ret stor bøtte med hvilken som helst smag man lyster for 1,35! Ikke engang 10 kroner!  Da der ikke var så meget at se i Cienfuegos kørte vi videre til en mindre by Rancha Luna, som har fantastisk snorkling og strand. Og så er casas billigere her (10 CUC hver). Om aftenen tog vi på stranden. Lørdag stod på botanisk have - efter sigende den største og grunden til vi overhovedet kom til Rancha Luna.

For at komme til Playa Larga, måtte vi turen tilbage igennem Havana. Årh! Med ikke ret meget benzin tilbage (den begyndte at blinke da vi ramte byen) og faktisk ikke rigtig noget penge, skulle vi finde ind til centrum fra et sted vi aldrig har set før.. Vi kørte rundt og rundt og blev mere nervøse for at løbe tør for benzin. Vores eneste 10 CUC brugte vi, så vi kunne fare vild lidt mere. Vi fandt centrum og fik hævet. Cuba har åbenbart bestemt at man skal betale 10 USD for at hæve i deres automat! Ikke ret belejligt, eftersom vi ikke kan hæve så meget ad gangen.  Det viste sig at være ligeså svært at finde ud af Havana som ind (igen). Vi endte næsten på den samme motorvej som vi kom fra, hvilket ikke meningen eftersom de var i helt forskellige retninger, men da vi kørte tilbage af, kom der - ud af det blå - en afkørsel til motorvejen A1, vores motorvej. Vi troede ikke vores egne øjne, men sandt var det. Så en køretur på godt 150 kilometer var vi godt udkørte. Heldigvis var vejret

Efter et fantastisk hyggeligt ophold i Viñales, gik turen mod Maria la Gorda. En køretur på omkring 150 kilometer helt med til sydvest siden.  Vi kom til en større by, Pinar del Rio, hvorfra i følge kortet skulle på motorvejen fra. Det var ligeså svært at finde rundt som i Havana. Ingen skilte, ingen mennesker vidste hvor vi skulle hen. Der var ikke mange tegn! Det viste sig at motorvejen var en landevej - dog noget bedre asfalteret end de tidligere vi har kørt på.  Vi kom igennem byer, som ikke var meningen, men vi nåede da frem og kunne bekræfte at kortet ikke kunne bruges til en fløjtede fis, selvom det var købt ved et turistbureau.  Maria la Gorda skulle efter sigende være fastlandets bedste dykkersted. Det ligger bogstaveligt talt i ingenting og med et eneste hotel, som er åndssvagt dyrt.  Men der er virkelig lækkert. Ligesom Cayo Levisa i en større udgave. Med bounty strand, hængekøjer, buffet og ren afslapning.  Det er fint med en enkelt nat eftersom prisen er 60

Klokken 9.05 cirka gik båden fra Cayo Levisa og til fastlandet. Vi faldt i snak med to søde tyske piger på vores egen alder. De havde været på Cayo i næsten en uge, så de var også klar til at komme videre.  Vi nåede til Viñales helt uden at fare vild! Ja, det er rigtigt nok! Det gik derudaf og på vejen holdet vi ind for at tage billeder af et rigtig flot bjerg og tjekkede en grotte ud. I starten af grotten var der en restaurant, men da vi ikke ville købe noget der, måtte vi nøjes med et kort kig derind. Ved cirka 13 tiden ankom vi til Viñales. Her vrimlede det med casa particulars, som er private mennesker, der udlejer værelser. Ja, faktisk så vi ikke mange det ikke gjorde det. Husene fandtes i alle farver og var - modsat fra alle andre huse jeg så i Sydamerika og på Cuba - ret godt i stand. De var gule, grønne, blå, lyserøde, røde - ja, alt hvad hjertet begærer. Vi fandt en sød dame der ville lade os bo i hendes hjem for 15 CUC for os begge i en nat. Det kunne vi altså ikke

Så vi fundet den ægte caribiske stil på den lille ø Cayo Levisa. Her er et enkelt hotel, 0 indbyggere og en hvid sandstrand så lang som øen selv med turkis-blåt vand. Det eneste man kan lave her er at bade, sole sig, dykke, snorkle og kayakke. Og her skal vi tilbringe 3 dage! Hvor er det skønt!  Vores vej fra Las Terrazas og hertil gik faktisk okay! Taget alt i betragtning, bliver vi bedre og bedre til at tyde hvor vi skal hen af og hvor vi ikke skal. Det er der jo ingen skilte der kan fortælle os. Vi kørte forkert en enkelt gang, hvor vi egentlig først var på den rigtige afkørsel, men troede vi var forkerte så vi kørte videre på Autopista. Og endte med at køre tilbage. På motorvejen kan man nemlig vende hvor man vil og din tur kan endda blive betalt af en af de tusinder blaffere, der står i kanten og vifter med penge. Det turde vi dog alligevel ikke. Desuden går og cykler folk der også. Ja ja, det hele hører med her. Så er der mindst en million huller i vejen, så egentlig må man

Onsdag formiddag ville vi køre til Las Terrazas. Det viste sig at være en større udfordring at finde den rigtige motorvej, eftersom Havana ikke er ret gode venner med skilte og vores alle vores kort åbenbart ikke kan vise hvor man kører på fra!  Så vi tog chancen og bestemte os for bare at køre rundt indtil vi fandt den. Og tænk engang, ikke engang 20 minutter efter fandt vi det første og eneste skilt, mod Pina del Rio, som vi skulle køre mod! Fantastisk! Vi nåede dog at komme på en forkert motorvej, komme af igen, se den nyere bydel og snakke med en politibetjent (denne gang havde vi dog ikke gjort noget forkert, men kun snakket om hvor motorvejen lå ;-)).  Så på den rigtige motorvej kom vi og der blev smækket fuld op for musikken, for nu kørte alting på skinner! Vi havde fået vores bil og fundet ud af Havana!  Vi ankom til Las Terrazas lidt over middag og fandt et rigtig smukt sted med søer, skove og mindre bjerge at nyde vores vandmelon over. Vi havde købt en vandmelon for 4 C

Efter at være vel ankommet til Quito fra Galapagos, var vi godt igang med at forberede os på de 14 timers ventetid der var foran os. Fra 15.30 til 06.00 næste morgen. Det gik faktisk fint. Vi spiste et par gange, sov nogle gange og skypede med nogle af dem derhjemme. Men stadig, sjovt var det altså ikke! Da vi endelig boarder vores fly til Bogota i Colombia (som skulle bringe os til Havana, Cuba), sker det ikke rigtig noget. Der sker faktisk ingenting. Flyet er åbenbart gået i stykker, så efter 45 minutter skulle vi alle tilbage til gaten, hvor 4 virkeligt forvirrede kvinder ville finde nye fly til os. Først fik vi ad vide at vi skulle blive i Quito til dagen efter. Så skulle vi overnatte i Bogota. Okay, fint med Bogota eftersom vi ikke har været der før og det var den eneste mulighed. Samme fly var i løbet af den time vi var i gaten, blev fikset igen, så det var med nerver på, at skulle træde ind i samme fly igen. Men det gik fint og vi kom til Bogota.  Her blev vi mødt af en ande

Vi er nået ind i den sidste uge på Galapgos. Vi prøver virkelig at nyde vores sidste tid fuldt ud, for det er så fedt at være her sammen med folk fra hele verden med de samme interesser; at bevare det unikke Galapagos! Mandag var dagen, hvor der var gået 4 uger siden vi raftede, og derfor måtte jeg ENDELIG tage skinnen af. Sjovt, ser er fingeren stadig helt skæv ved øverste led og så er den helt vildt bleg. Den set virkelig sjov ud ;-)  Denne første arbejdsdag i ugen arbejdede vi på El Progreso, som er Projects Abroads eget stykke land. Hvor vi sidste uge plantede endemiske planter, skulle vi i dag fjerne ukrudt fra marken og bære småsten til at lave en sti af. Man kunne virkelig se en forskel her fra vi kom til vi gik!  Tirsdag skulle vi ud og dræbe rotter igen. Det er vist fast arbejde om tirsdagen. Det er en lang og okay gåtur med gift i små bæreposer. På det seneste er der mange fra Teaching og Care der er blevet overflyttet, så de brokker sig gevaldigt over den hårde gå

Efter en afslappende tur til Santa Cruz, stod dagene nu igen på arbejde og første arbejdsdag efter turen, tirsdag, stod formiddagen på en god omgang hiking. Fra morgenen blev vi hentet og kørt til højlandet, først op til vindmøllerne i 500 meters højde, for at lede efter døde fugle. Vi skulle nemlig undersøge, om vindmøllerne påvirkede biodiversiteten. Vi fandt ingen døde fugle, så det gjorde den heldigvis ikke! Efter dette skulle vi igen forgifte rotter, men i et nyt område nær vindmøllerne. Det var op til 750 meters højde. Så formiddagen stod på et par hårde gåtur op ad mindre bjerge, hvilket vores benmuskler var rigtig glade for efter de 7 km vi gik dagen inden for at komme til Tortuga Bay ;-) Om aftenen mødtes vi med nogle andre af de frivillige for at se et danseshow på havnepromenaden. Dygtige var de! Bagefter vi havde siddet på havnen lidt, gik vi en tur på baren Baquero.  Onsdag fodrede vi skildpadder med blade fra banantræer. Bagefter gik vi til gartneriet for at lav

Vel ankommet til øen Santa Cruz, som også er kendt under navnet Santa Booze, af hvilken grund, ved vi simpelthen ikke... ;-) Netop inden vi forlod San Cristobal havde William fra Projects Abroad arrangeret ceviche, som er en lokal traditionel ret med fisk og ris. Virkelig lækkert! Da båden lagde til i havnen på Cruz, så vi helt tilfældigt det danske skib S/Y Havana, som sejles af Mikkel Beha og familien. Nå, vi fik arrangeret vores ture i løbet af weekenden og shoppet lidt. På vejen tilbage til vores hostel mødte vi selve familien Beha! De sad på en restaurant vi gik forbi og vi kunne jo selvfølgelig ikke lade være med at sige hej :-) Vi fik os en god sludder om vores tur, deres tur og om Galapagos. Vi skulle endda også hilse vores mødre fra Mikkel ;-) Lørdag morgen stod vi tidligt op, da vi (endelig) skulle ud og dykke! Ej, jeg havde glædet mig sådan i flere uger! Destinationen var Daphne og Seymor, som begge er mindre øer. Begge dyk var rigtig gode og der var flotte

E n ny arbejdsuge er begyndt og vi sagde farvel til en del, som er taget afsted i weekenden :-( Heldigvis, er der kommet 2 nye på conservation projektet og en af dem (samt en ny på teaching) bor på vores vej midt ude i ingenting! Så efter vores løbetur mandag aften, hvor vi var ret svedige og røde, mødte vi dem for første gang. Nogle rigtig søde piger fra henholdsvis Tyskland og New York.  Vi nyder begge stadig at være i dette fantastiske land. Søde mennesker og en ekstremt flot natur! Vores værtsfamilie mor prøver at lære os spansk og vi prøver at lære hende engelsk, så det kører bare! Hvor ville vi dog ønske at man kunne emigrere til Galapagos ;-) Tirsdag tog vi til højlandets lagune, som er en sø, der ligger i et krater fra en vulkan. Ved søen var der mange frigates (fugle med en rød klump under næbbet), som vaskede sig i søen og havde reder omkring. Her gik vi rundt i godt 3 timer, for at fylde plasticrør med rottegift, så rotterne ikke spiste æggene og ungerne fra frigate f

Nå, torsdag sent eftermiddag skulle vi hæve penge og betale vores færgebilletter. Det var især vigtigt, da der altså ikke findes nogen ATM på Isla Isabela. Vi prøvede utallige gange at hæve på øens eneste ATM uden held. Vi gik ind i banken, som så skulle se vores pas. Men det lå derhjemme og de lukkede et kvarter efter - fedt! Da vi kom tilbage med det, havde de lige lukket.. Nå, men på en eller anden måde skulle vi jo få penge for at komme på turen. Nadia havde HELDIGVIS et MasterCard med, som virkede i automaten! Siden jeg kom til Ecuador har det været et helt eventyr hver gang jeg skulle hæve penge. I storbyen Quito var der en automat, i turistbyen Banos 2 og her på Galapagos 0! Godt jeg har Nadia! Vi blev i lidt bedre humør, da vi fandt ud af, at vi havde sparet 15 USD på Hostel og 20 USD på bådruterne i forhold til de andre :-)  Om eftermiddagen løb vi intervaltræning og om aftenen mødtes vi med de andre frivillige for at gå på bar. Der var en del både fra conservation og te