Besøg fra Australien

Læseferien var lige begyndt godt og vel, før jeg bestemte mig for at afholde et par dages "rigtig" ferie ;-) Jeg fik besøg af Rikke fra Australien. Jeg mødte hende i lufthavnen i Manchester og vi rejste med samme fly til Hong Kong dengang i februar. Rikke fik fri fra sit au pair job i Sydney og så ville jeg da vise hende rundt her i Auckland.

Torsdag eftermiddag startede vi på Queen Street med det basale shopping og endte nede på havnen. Vi spiste lækkert italiensk mad til aften. Fredag besøgte vi Rangitoto vulkanen (den ude i vandet, der kan ses fra enhver strand eller anden vulkan i byen) og det var på tide for mig. Vi tog med færgen ud til de rå natur, hvor der hverken boede nogen eller var shops. Når man færdes i storbyen er det fedt engang imellem at komme væk og koble af. Som sagt, er Rangitoto en kæmpe stor vulkan, hvor der overalt er rester af lava, mange forskellige træer og fugle. Vi hikede til toppen og blev i første omgang skuffet over at man overhovedet ikke kunne se krateret grundet tåge. Vi vandrede derfor videre til nogle naturligt udformede grotter, der var lige til at undersøge. Det er heldigt jeg ikke var bange for edderkopper og spindelvæv, for det var da hvert fald noget tid siden nogen var der sidst. Rikke nåede også lige at fortælle om en gyserfilm, der foregår i en grotte inden vi gik derind, så det var jo rigtig spændende! Men vi kom ud i live og det var ret fedt.




Vi bestemte os for at prøve at gå til toppen igen (her var det begyndt at blive hårdt at gå opad) og heldigvis var vejret mere med os. Tågen havde lagt sig og der var udsigt til krateret. Det var den første vulkan jeg har set, hvor der ligefrem gror træer og buske i krateret, men ja, den må være attraktiv for diverse sjældne planter.

Da vi kom tilbage til Auckland fortsatte vi med vulkanerne og jeg vist Rikke Mt Eden vulkanen ude hvor jeg bor. Til aften mødtes vi med Nick og Henriette og fik nogle lækre bøffer og noget godt vin. Det må man sige var tiltrængt eller alle de kilometer og vulkaner vi har vandret den dag. Senere joinede Rikkes veninde Lena fra NZ os til et par drinks.

Lørdag aften mødtes vi alle 5 igen til aftensmad i Mt Eden efterfulgt af rugby på stadion. Det var All Blacks mod Wales og må siges at være en stor kamp, eftersom der var totalt udsolgt efter en uge. Heldigvis havde vi fået gode billetter og kampen var spændende. Vi kendte ikke heeeelt alle reglerne, men det var en tæt kamp. I sidste ende vandt New Zealands All Blacks hold alligevel 39-17. Det mest spændende ved kampen er, at lige inden start, udfører det new zealandske hold hakaen, som egentlig er en krigsdans. Den er kendetegnende for New Zealand og så skal jeg ikke kunne sige om modstanderne blev skræmte af dem, men underholdende var det.


Nu er min lille "ferie" så slut og jeg er vendt tilbage til forberedelsen til første eksamen. På mandag klokken 14.00 går det løs i food science og jeg terper proteiner, kulhydrater, fedtsyrer, gluten og så meget andet der er mindre spændende end det lyder ;-)


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Dykning i Rødehavet

Doha

Patong, Phuket