Sepilok og Sun Bear rescue centers

Efter at have spenderet vores første par dage i Kota Kinabalu fløj vi en kort tur tværs over landet til Sandakan. Vi blev hentet af vores guide i lufthavnen og kørt til Sepilok Orangutang center. Orangutangers levesteder er kraftigt indskrænket, hvilket har medført at der kun findes omtrent 20.000 fritlevende og vilde orangutanger tilbage på verdensplan. Dette skyldes at områder med regnskov hernede er perfekte for produktion af palmeolie og gummi og økonomi desværre ofte vinder over dyrevelfærd. 

Sepilok er et rescue center, hvilket vil sige at de tager sig af unger hvis mor har lagt til offer for industrien og vildfarne orangutanger. Disse (oftest unger) tages med ind i Sepiloks fredede naturreservat, hvor langsomt fravænner sig mennesker og bliver mere selvstændige. Som de ansatte læner sig mere og mere tilbage får ungerne sig automatisk en buddy i form af en anden ældre orangutang, som den kan lære af. Det er helt bevidst at de skal fravænnes mennesker, da det er målet at orangutangerne udsættes i det store og åbne reservat. Nogle orangutanger der udsættes ses aldrig igen, men størstedelen bevæger sig i naturreservatet omkring Sepilok. 

Vi startede med at se denne fodring, hvor den ansatte smider en masse frugt på en platform og lidt efter lidt ankommer den ene orangutang efter den anden. Jeg har ofte observeret orangutangerne på arbejde i Aalborg Zoo, men det her var noget helt andet. Jeg er lidt betaget af hvorledes de store og tunge primater kan svinge sig let og elegant gennem junglen. De fandt da også hurtigt frem til føden på platformen, men det var jo altså helt og aldeles frivilligt hvornår de vil komme og gå. På vejen tilbage så vi endda en helt vild orangutang helt tæt på - altså en, som ikke er opvokset eller reddet af Sepilok. Det siger lidt om stedets værdi at de reddede orangutanger bliver og de vilde også kommer forbi. 

Efter vi havde været med til at redde bestanden af orangutanger, skulle vi se endnu et rescue center. Dette center reddede Sun Bears også kendt som verdens mindste bjørn. Hvor orangutangen både fandtes på Sumatra og Borneo, findes bjørnen faktisk kun på Borneo. Disse bjørne blev dog oftest afhentet i lokale hjem. Mange synes åbenbart at det ville være sødt at have sådan en lille bjørn som kæledyr, men når denne bliver større, bliver den altså også noget af et rovdyr. Bjørnene i Sun Bear rescue center er således oftest tidligere kæledyr, der tages ind med henblik på senere udsætning. Det er dog lidt mere vanskeligt at gøre bjørnene "vilde" nok til at kunne klare sig ude i naturen på egen hånd. Derfor går de sammen i store indhegninger og de som er klar, bliver genudsat i naturen.

Det skærer direkte i mit biolog-hjerte, når vi kører forbi den ene palmeolieplantage efter den anden, når jeg ved, at det er på bekostning af en række truede dyrearter heriblandt orangutanger, Sun Bear og pygmy elefanten. Samtidig må jeg også tage i nakken på mig selv, for vi er jo kun mennesker. Menneskerne på Borneo er meget fattige og hvis det at arbejde på en plantage skaffer mad på bordet til deres børn, kan man selv heller ikke med et biologisk tilgang tillade sig at sige det er forkert. Jeg priser mig derfor lykkelig over centre som Sepilok, der med deres hårde arbejde er med til at opretholde bestanden af orangutanger samtidig med industrien kører udenfor. Hvad angår mig selv, har jeg fået en hel masse ny viden og perspektiver jeg tilmed kan tage med på arbejde, hvor diskussionen med gæsterne tit går på hvordan vi kan bevare truede dyrearter og hvor langt vi skal gå for det.