Sydamerika var mit livs rejse!

Nu er allerede 3,5 måned gået og jeg begriber simpelthen ikke at tiden er gået så forfærdeligt stærkt. 

1 måned i Peru som frivillig, 2 ugers rundrejse i Ecuador, 1 måned som frivillig på Galapagos og 3,5 ugers roadtrip på Cuba er nu overstået. 

Jeg har oplevet mere end jeg har turdet drømme om. Overskredet grænser i den grad. Den største oplevelse må være min allerførste dag i Peru. Efter næsten to døgns rejse med bil, fly, flere fly, taxa og båd ankommer jeg til et rent ud sagt mudderhul med skæve træhytter, som ikke har set skyggen af et rengøringsmiddel i flere måneder. Alle der render rundt er dækket i mudder fra top til tå og underligt nok, får jeg en følelse af at Taricaya i Peru var lige det jeg håbet på at opleve ved at melde mig som frivillig. Jeg blev vist rundt på dyrehospitalet, hvor der var aber, tapirer, myreslugere, katte lignende dyr og fugle. Jeg var sikker på det blev godt. Jeg var tilmed også så heldig at komme til at bo i hytte med to søde piger fra Tyskland og Canada som skulle vise sig at blive to rigtig gode veninder. 

Tiden går stærkt. Hverken i Peru, Ecuador, Galapagos eller på Cuba har vi siddet og ventet (udover lufthavnen selvfølgelig). Der har hele tiden været et hul der skulle graves, en kaj eller træ der skulle hoppes ud fra, et dyr der skulle fodres eller en øl der skulle drikkes i godt selskab efter en lang dag. Det har ikke været ferie, men det har været livet. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg valgte helt rigtigt med overhovedet at rejse og med de endelige destinationer. Jeg har lært en hel masse om sydamerikansk og cubansk kultur, som fuldstændig har endevendt min tidligere forestilling om hvordan det egentlig var. 

Især den cubanske kultur har overrasket mig. Cuba er ikke bare en diktaturisk styret feriedestination med bounty strande. Nej, sørgeligt nok, føler cubanere sig fanget i eget land. Derfor er RIGTIG mange gademusikanter, "parkeringsvagter" eller bare klæder sig ud for at få taget et billede. De finder på så mange måder at tjene penge på. Derfor er man også som turist nødt til at huske på, selvom det er træls hele tiden at give 1 CUC til dit og dat, at de fleste, sandt nok, ikke har andre muligheder for at forsørge dem selv. Når det er sagt, skal det også siges, at der ikke kun er grund til have ondt af dem. Langt de fleste mænd lader ikke en gå i fred. De råber hele tiden "i love you", "you have a boyfriend" og "lady!". Det er faktisk ret irriterende når det er sådan konstant. De kan også finde på at gå op ved siden af dig og tage armen omkring dig. Selv med høretelefoner i, råber de stadig.

Men ja, trods Cubas desperate mænd, har landet meget at byde på. Meget historisk og flotte bygninger. Men ingen egentlig ægte turiststeder som Tyrkiet for eksempel. Derimod kan den ene lille flække være total omkranset af bjerge og tobakmarker, hvor folket rider på heste som en anden cowboy. Den næste kan være et stort virvar af ensretninger og brosten. Som bilist har det været en stor oplevelse. For dælen, det har været svært at finde rundt, men vi klarede det hver eneste gang. Hvis vi ikke havde bilen havde vi aldrig kommet til alle de steder vi nu har og havde ikke set hvordan de for eksempel tørrer deres korn midt på vejen. 

Det vildere må nu stadig være mit swing jump i Baños. Det tager stadig vejret fra mig at tænke på det. Aldrig, troede jeg det skulle ske. Heller ikke da jeg stod på brættet. Men jeg er stolt af mig selv! 

Dette er kun et lille udpluk af alle de ting jeg er så taknemmelig over at have oplevet. Det har virkelig været mit livs rejse som jeg havde håbet på. Og hvad fanden, en brækket finger fra eller til! Nu har jeg da i den grad et varigt minde om en ellers så forfærdelig sjov rafting tur i Ecuador! :-)